Hvis du skal holde sommerferie i Danmark i år, og turen går til Nordfyn, så læs med her. Vi har samlet tre gode bud på anderledes oplevelser i naturskønne områder på Nordfyn.
Flydende shelters i Bogense
Drømmer du om at kunne falde i søvn på vandet? Ved Bogense Marina kan du komme helt tæt på. Her ligger der to shelters og flyder på vandet, som kun kan tilgås via båd, kano, kajak eller lignende.
De to shelters har faciliteter til, at du kan både lave mad og drikke morgenkaffe på vandet. Havnen er desuden en oplevelse i sig selv, hvor du kan se lystbåde, bade på stranden og tage dine børn med på naturlegepladsen.
Du kan se billeder og booke din overnatning her.
Gå over vandet til Æbelø
For at komme til den naturskønne ø, skal du krydse vandet på et særligt lavvandet sted. Det tager ca. halvanden time at gå over vandet til Æbelø. Turen er oplagt for den ægte naturelsker, da øen er uden toiletforhold og rindende vand.
Om sommeren er der guidede ture til Æbelø, og det er også muligt at sejle til øen i egen kajak eller båd.
Her kan du finde ud af, om en tur til Æbelø er noget for dig.
En børnevenlig strandoplevelse i Hasmark
En af Fyns bedste badestrande ligger i Hasmark ved Otterup. Stranden strækker sig flere kilometer, og er med sit lave vand et populært valg for børnefamilier. I stenrevene under vandet kan se krabber og andet liv i havet på en snorkeltur.
Strandparken Hasmark Strandoase er også et besøg værd. Her finder du naturlegeplads, bålplads, petanquebane og andre gode faciliteter til en hyggelig dag i naturen.
Læs mere om faciliteterne omkring Hasmark her.
Her kan du finde inspiration til flere gode oplevelser på Nordfyn.