Kvistgård er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Værløse
Klokken 07.55 kørte en 78-årig mandlig bilist fra Stenløse i østlig retning ad Kirke Værløsevej og drejede i krydset ved Jomfrubakken til venstre, hvorved der skete sammenstød med en 32-årig mandlig cyklist fra Måløv, som skulle ligeud i vestlig retning ad Kirke Værløsevej. En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Grundet lettere tilskadekomst blev cyklisten efterfølgende kørt med ambulance til behandling på hospitalet.
Butikstyveri, Jægerspris
Klokken 08.53 blev det anmeldt, at der befandt sig en mand i SuperBrugsen på Møllehegnet, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 38-årig uden kendt adresse, blev sigtet for butikstyveri.
Besiddelse af stoffer, Hillerød
En patrulje traf klokken 13.10 en 25-årig mand uden kendt adresse på parkeringspladsen foran Lidl. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Tyveri fra personbil, Helsingør
Klokken 13.46 blev det anmeldt, at der var stjålet navigationssystem og servicebog fra en Volkswagen personbil, som havde holdt parkeret på H.C. Ørsteds Vej. Tyveriet var sket mellem fredag klokken 00.00 og mandag klokken 10.00, og indstigningen i bilen var foretaget via en knust rude i førerdøren.
Forsøgte at løbe fra politiet, Farum
En 34-årig mand fra Farum tog mandag eftermiddag klokken 14.45 benene på nakken, da han fik øje på en politipatrulje ved Nygårdterrasserne. Han var imidlertid tid ikke hurtig nok og blev indhentet af patruljen, hvorefter det viste sig, at den 34-årige havde en større mængde hash på sig. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.
Unge ødelagde skraldespande, Farum
Klokken 16.04 mandag eftermiddag kom en anmeldelse om, at en gruppe unge mænd gik rundt på Frederiksborgvej, hvor de med kanonslag sprængte skraldespande i stykker. En patrulje kørte til stedet, men de unge var forsvundet derfra og var ikke at finde i området omkring Frederiksborgvej.
Sigtet for besiddelse af hash til videresalg, Helsinge
En 21-årig mand fra Helsinge blev klokken 17.25 truffet på boldbanen ved Østergade af en patrulje. Manden var besiddelse af flere salgsklumper hash samt nogle kontanter, og blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Både hash og kontanter blev beslaglagt.
Isolering stjålet, Skibby
Mandag nat mellem klokken 03.00 og 06.00 er der stjålet to paller isolering fra en grund på Vestergade.
Kvinde kørte i grøften, Helsinge
Mandag aften klokken 21.00 kørte en 24-årig kvinde fra København i grøften på Valbyvej. Kvinden blev sigtet for spirituskørsel, og da hun ved alkometertesten havde en promille på mere end to, blev den bil, hun kørte i, beslaglagt som følge af reglerne om vanvidskørsel.
17-årig havde hash på sig, Hillerød
En 17-årig ung mand fra Hillerød havde en moderat mængde hash på sig, da han mandag aften omkring klokken 22 blev truffet på Carlsbergvej af en patrulje. Den 17-årige blev sigtet for forholdet.
Skabte uro og uorden, Hillerød
Mandag aften ved 23-tiden skabte en 42-årig mand fra København uro og uorden, da han opholdt sig på en p-plads på Københavnsvej, hvor han råbte for sig selv. Da en patrulje kom til stedet, kunne de konstatere, at manden var i besiddelse af både hash og en kniv. Han blev sigtet for samtlige forhold og taget med i detentionen. Han blev løsladt igen klokken 06.05 tirsdag morgen.
Påkørte autoværn, Kvistgård
En 35-årig mand fra Helsingør påkørte klokken 01.59 natten til tirsdag autoværnet på Helsingørmotorvejen, da han ville undvige en ræv. Hverken ræv eller mand kom til skade, men mandens bil måtte fjernes fra stedet af vejhjælpen.
Keramikovn brød i brand, Hillerød
En keramikovn, som stod i en kælder på Margrethevej, brød klokken 04.52 natten til tirsdag i brand. Den kraftige varmeudvikling antændte en nærliggende madras, men ellers er der ikke meldinger om hverken ting- eller personskade.